Præsentation

Foto: Robin Skjoldborg

Anne-Marie Vedsø Olesen er født og opvokset i Danmark, men har boet en del år i Belgien og USA. I dag bor hun på Vallø Slot syd for Køge.
Hun er uddannet læge, men da hun debuterede som forfatter i 2000 med bogen Salernos sol, skiftede hun spor, og blev forfatter på fuldtid.

Nordisk mytologi og fantasy
Oplev Anne-Marie Vedsø Olesen fortælle om sin aktuelle roman Lucie og om at bruge mytologi som fantasy.
Lucie er en spændingsfyldt voksenroman om nordiske myter og kristendom. Anne-Marie har tidligere skrevet fantasy over ægyptisk mytologi og drypper denne gang nordisk mytologi ind i en genrebrydende, vild og syret nutidsfortælling fyldt med både horror- og fantasyelementer.
Anne-Marie er af pressen blevet sammenlignet med både Anne Rice, Stephen King og Umberto Eco, og har modtaget flere legater fra Statens Kunstfond.